Infoside om Paleochora
Paleochora er med sine 2000 indbyggere, plus alle gæsterne, en rigtig perle på Kretas sydkyst.
Gæsterne er blandt andet udlændinge, der har hus i Paleochora eller Andri samt alle de øvrige turister, der kommer og lejer sig ind i privat eller via et rejseselskab.
Palehrora er beliggende på Kretas sydligste spids, på en halvø med hav på tre sider, på den ene side over mod de hvide bjerge ligger stenstranden og på den anden side mod Konduras ligger den store dejlige sandstrand, en af Kretas bedste strande, bred og meget børnevenlig.
Det er enkelt at komme til Paleochora med bussen, som har afgange dagligt fra Chania busstation. Der er ca. 90 km til Paleochora og det flotte køretur tager ca. 2 timer op over bjergene.
I sommersæsonen findes et bredt udvalg af forskellige restauranter, den spanske, den engelske, Small garden, som drives af et hollandsk ægtepar og de mange græske tavernaer med original græsk mad og et par gode fiskerestauranter. Priserne for at spise ude, er mindre end i Chania og maden er rigtig fin. Paleochora har sin egen charme og ånd, og man kan nyder hverdagslivet ved havnen som i smågaderne.
Om sommeren bliver hovedgaden lukket for trafik kl. 19.00 og taverner, caféer og restauranter flytter deres borde ud på gaden, så her kan man slå sig ned og nyde aften og nattelivet i et rart tempo. Der findes et diskotek, som har åbent i højsæsonen, ca. 1km uden for byen, skråt over for campingpladsen. I august måned er der rigtig mange gæster/turister i byen, da det ferietid for grækerne og Paleochora er et af deres feriemål.
Et af de allerbedste spisesteder er cafeen i den gamle skole i Anidri, bare 5 km uden for Paleochora. Om sommeren er cafeen velbesøgt af grækere, som gerne kører helt fra Chania og om vinteren er den besøgt af såvel Paleochoras indbyggere, som de – mere eller mindre faste beboere - fra Anidri.
Indkøbsmulighederne i Paleochora er gode, to store supermarkeder og en del mindre, samt et par små købmænd. Der er flere bagerbutikker i byen og den ene er kendt for dens mange forskellige brød og den gode smag. F. eks. deres olivenbrød eller deres gode mørke brød, for ikke at glemme de fantastiske muffins med chokoladestykker. Om vinteren købes hjemmelavede chokoladestykker med frugt i og der drikkes en god ”mountain the” som kun serveres på denne årstid. Der er ingen deciderede souvenirs butikker, men forskellige hverdagskunst og tøjbutikker.
Livet leves stadig udendørs om vinteren, man tager bare en trøje på og sætter sig i solen. Der findes stadig en del huse her, som ikke har en egentlig varmekilde om vinteren. Det mest brugte er at sætte en midlertidig kakkelovn/brændeovn op og føre et røgrør ud af et vindue, når så foråret kommer bæres ovnen ud og opbevares til næste vinter kommer. De nyeste huse har oliefyr/radiatorer, andre lejer eller har købt en el-varmer som roterer frem og tilbage og mange bruger deres aircondition til at opvarme rummene med. Fyringssæsonen strækker sig ofte kun over 2- 3 måneder.
Om vinteren er vandreture i området en rar beskæftigelse, idet alt er grønt og frodigt at se på, vilde franske anemoner og blomster, der dækker store arealer. De sidste løvfældende træer, når knap at smide de sidste blade før nye grønne skud begynder at titte frem.
Området er velbeskrevet med vandreture. Et engelsk ægtepar - Bob and Lynne Tait har udgivet to informative bøger: Ten walks around Paleohora og More walks from Paleohora.
En enkel god vandretur fra Paleochora - er at gå på landevejen forbi campingpladsen, op til Andri – nyde en frokost på cafeen med et glas retzina. Bagefter fortsættes ned gennem slugten til Anidri stranden og efter en dukkert i det klare vand, kan man følge stranden tilbage til byen.