Milatos Cave

Såfremt man ferierer på den østlige del af Kreta, kunne hulen i Milatos være et udmærket udflugtsmål.

Milatos er beliggende tæt ved havet, ca. 10 km. øst for Malia. Der er god skiltning i Milatos, så det er intet problem at finde frem til hulen.

Der er skrevet mangt og meget om massakren i Milatos - der er delte meninger om tabstallene, men her er historien fortalt til mig af Stratos Stamatakis, der stammer fra Neapolis

Tyrkerne havde opgivet herredømmet på det Græske fastland i 1821 efter flere hundrede års besættelse. De havde imidlertid ingen planer om også at forlade Kreta, hvorfor der her førtes en ihærdig frihedskamp. Alle unge og yngre våbenføre mænd var derfor trukket op i bjergene, hvorfra de med jævne mellemrum dukkede frem og forsøgte at påføre tyrkerne størst mulige tab.

Dette brød tyrkerne sig selvsagt ikke om, og udryddede med jævne mellemrum en Kretisk landsby for kvinder og børn, for på den måde at holde oprørstrangen lidt i ave.

I 1823 havde de Græske frihedskæmpere påført tyrkerne store tab, hvorefter de igen forsvandt op i bjergene. De tilbageblevne i Milatos - kvinder, børn og gamle mænd - kunne dog forudse de tyrkiske modtræk, hvorfor de begav sig til Milatoshulen, hvor man havde gemt sig i mange hundrede år når der var krig og ufred.

Man medbragte forråd således at man var i stand til at klare sig en rum tid, indtil faren var drevet over, og ligeledes materiale til at barrikadere hulens indgange.

Da tyrkerne indfandt sig i Milatos fandt de byen tom og forladt. For en sikkerheds skyld brændte de den dog af, inden de fortsatte eftersøgningen af byens beboere i omegnen. I lang tid fandt de ingen spor, men en dag var der en usling, KORESfra landsbyen Latsida, der sladrede om  Milatosfolkenes gemmested.

Hulen var på den tid svært tilgængelig, så tyrkerne havde store besværligheder med at komme dertil. Ydermere er den placeret således, at det var let for de få gamle Græske mænd med de langløbede forladere, at pille tyrkerne ned - én for én.

Næste tyrkiske plan var nu at placere en kanon på bjergryggen overfor huleindgangen, hvorfra de så ville skyde ind i hulen.

Det gik heller ikke. De gamle, Græske mænd rystede ikke på hænderne, og plaffede tyrkerne ned lige så snart de ville bemande kanonen, og samtidigt var det svært for tyrkerne at skyde ind i hulen, idet huleindgangen lå langt nede og skudvinklen var dermed ikke optimal.

Denne styrkeprøve stod på et stykke tid. Folkene i hulen havde barrikaderet indgangene med madrasser, hø, halm, grene og træstykker, og havde det efter omstændighederne godt.

Men tyrkerne gav ikke op så let. Nu kørte de det svære skyts i stilling, og forsøgte sig med brandbomber. Og det virkede.

Alt materialet i huleindgangene brød i brand, og en kvælende røg bredte sig i hulesystemet. Mange brændte ihjel - endnu flere blev kvalt af røgen, og nogle få valgte den lette død. De hoppede simpelthen ud over klippekanten uden en lyd.

Ifølge Stratos Stamatakis omkom der ca. 4000 kvinder, børn og gamle mænd - deriblandt flere afStratos' forfædre. Stratos fortæller endvidere, at da tyrkerne endelig forlod Kreta sidst i 1890érne, måtte hans oldefar købe sin jord tilbage - den jord, som tyrkerne havde tyvstjålet fra familien, og man opbevarer stadig skødet i familien.

Der er opført et smukt lille kapel i hulen, hvor man d. 15/8 holder messe for de omkomne.

Hvis det er muligt, bør man medbringe en lommelygte når man besøger hulen - systemet er kæmpestort, og det kan være vanskeligt at orientere sig uden lys.                                                                                         

Denne side er lavet i samarbejde med Erik Larsen